Mere ansvar til skolebestyrelserne styrker forældrenes opbakning til folkeskolen

Mere ansvar til skolebestyrelserne styrker forældrenes opbakning til folkeskolen

Debatindlæg af Rasmus Edelberg, bragt i Altinget 11. oktober 2023

Mere frihed og ansvar til skolebestyrelserne.

Sådan lyder de første meldinger om et af tiltagene i regeringens nye folkeskoleudspil 'Forberedt på fremtiden 2'.

Det ansvar vil skolebestyrelserne gerne tage på sig, og det vil give god mening for at sikre opbakning til den lokale folkeskole.

Tager vi flere beslutninger sammen i skolebestyrelserne, så kan vi tilpasse lokale ressourcer til lokale behov og samtidig øge tilliden til demokratiet i praksis.

Skole og Forældre ønsker særligt at styrke skolebestyrelserne og give dem mere ansvar på fem områder: samarbejde, ledelse, økonomi, rekruttering og kompetence.

Bestyrelserne skal med til udviklingssamtalerne

I dag skal kommunalbestyrelsen afholde en årlig skoleudviklingssamtale med skolens leder.

Samtalen kan udvides til at omfatte skolebestyrelsen eller repræsentanter fra bestyrelsen, men det er op til dem, der afholder.

Det er et problem, at skolebestyrelsen ikke altid er med i samtalerne, der handler om udvikling af skolen.

Hvordan kan skolebestyrelsen sikre sig, at udviklingen for skolen harmonerer med dens ønsker, hvis den ikke er med i samtalerne?

Derfor skal skolebestyrelsen altid være repræsenteret i samtalen.

Vetoret ved ansættelse af skoleleder

Når skolen skal have ny skoleleder, så er skolebestyrelsen inviteret med, men i sidste ende er det skolechefen, der bestemmer.

Det kan være en skidt start på et samarbejde, hvis skolebestyrelsen er uenig med skolechefen.

Et udfordret samarbejde med skolelederen fylder allermest i vores rådgivning af skolebestyrelsernes medlemmer.

Derfor skal skolebestyrelsen i det mindste have vetoret ved ansættelse af skolelederen.

Reel indflydelse på skolens budget

Skolebestyrelserne oplever, at kommunalbestyrelserne detailstyrer skolerne gennem bindinger i budgettet, og at det forhindrer skolebestyrelserne i at foretage egentlig lokale prioriteringer.

Her skal kommunerne sætte skolerne fri, så de enkelte skoler kan få sammenhæng mellem udviklingsindsatser i forhold til for eksempel inklusion, forældresamarbejde, skolevægring eller mobning og det budget for skolen, som skal understøtte indsatserne.

Oplever skolebestyrelserne indflydelse, vil det også sikre opbakning. Derfor skal skolebestyrelsen have reel indflydelse på skolens budget.

Bestyrelsesarbejdet bør gøres til borgerligt ombud

Det kan for nogle forældre virke som en overvældende opgave at deltage i skolebestyrelsesarbejdet og bruge tid på det i en forvejen presset hverdag med fuldtidsjob, fritidsaktiviteter og meget andet.

Gør vi igen skolebestyrelsesarbejdet til borgerligt ombud, får forældrene ret til at tage fri fra arbejde, hvis skolebestyrelsesarbejdet kræver det.

I samme omgang kan man også gøre vederlaget, der i dag blot er en mulighed for kommunerne, til en fast ordning. Borgerligt ombud og vederlag kan få flere og andre forældre til at engagere sig.

Derfor skal skolebestyrelsesarbejdet ligestilles med andre offentlige hverv, som det at sidde i kommunalbestyrelsen eller at være domsmand, så medlemmerne kan tage fri, når arbejdet i bestyrelsen kalder.

Mulighed for at udvikle kompetencerne

Nye kommunalbestyrelsesmedlemmer får ofte introforløb betalt af kommunen. Skolens øvrige parter har veletablerede kompetenceudviklingsforløb.

Man bør derfor også tilbyde nyvalgte skolebestyrelsesmedlemmer sådanne kurser, så de kan varetage rollen og påtage sig det ansvar, der følger med på bedste vis.

Selv garvede medlemmer i skolebestyrelsen har brug for kompetenceudvikling i forhold til nye opgaver og beføjelser.

Derfor bør man sørge for, at der er reel mulighed for at løfte den opgave. Det kan Skole og Forældre hjælpe med at realisere.

Vi har det største kendskab til skolebestyrelser og udfordringerne og har undervist bestyrelserne i mange år, og hvis midlerne er til rådighed, er vi klar til at opdatere, udvikle og udbrede materialer og viden.

Derfor bør der investeres i et løft af skolebestyrelsernes generelle kompetencer, skole-hjem-samarbejde og videnscenter i tæt samarbejde med parterne i Sammen om skolen.

 

Udgivet den

11. oktober 2023

af

mas

Læs også

11.10.24
Gratis kursus til forældre, der har børn med ordblindhed
Skole og Forældre tilbyder i samarbejde med VUC et landsdækkende gratis kursus til forældre, der har børn med ordblindhed, og hvis barn går på en af...
10.10.24
Regeringen vil gøre det sværere at komme i det almene gymnasium
Regeringen vil oprette et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium (epx), nedlægge 10. klasse og hæve karakterkravet til 6 for at komme på det...